Kættere på Finanskrisen.dk

På denne side præsenteres en række personer, der her lidt ironisk betegnes som »kættere«, idet de i flere år op til krisen har påpeget de førte politikker med lav rente og kreditudvidelse som problematisk.

Ron Paul

Ron Paul (f. 1935) er uddannet læge og kendt som republikansk medlem af Repræsentanternes Hus for Texas og forfatter til en stribe bøger. Han er født og opvokset i Pennsylvanien og da også med betydeligt tysk ophav.

Som mange andre er han påvirket af at have læst den østrigske økonom Friedrich Hayeks bog fra 1944, Vejen til trældom.

Ron Paul gik ind i politik samme dag daværende US-præsident Richard Nixon i 1971 ophævde dollarens binding til guld.

Hans politiske filosofi og stanspunkter kan betegnes som konservativt-libertarianske. I 1988 stillede han op til valget som præsident i USA for The Libertarian Party, et ultra-liberalistisk parti, der er USA’s trediestørste parti. Han stiller op som kandidat til at blive republikansk præsidentkandidat ved valget i 2012.

Ron Paul er tilhænger af Den Østrigske Skole inden for økonomi. På nedenstående video fra Youtube kan man se et sammenklip af nogle TV-optrædener i den henseende, hvor han fremlægger synspunktet, at den betydelige inflation har forårsaget den økonomiske krise.



Ron Paul, 2008

I denne godt 4 minutter lange video lagt ud på Youtube ses den republikanske forfatter og politiker Ron Paul, medlem af Repræsentanternes Hus, i forskellige klip gøre rede for den østrigske konjunkturcyklusteori.





Jacob Brøchner Madsen

En virkelig forkætret »kætter« i forløbet op til og under Finanskrisen, er den danske økonom Jakob Brøchner Madsen. Han er på nuværende tidspunkt økonomiprofessor på et universitet i Australien. Han har tidligere været ansat på engelske og danske universiteter, ligesom han også har en fortid i banksektoren, men der har angivelig været uro omkring hans akademiske indgang til og vurdering af økonomien på samme vis som han igennem årene har været udråbt som dommedagsprofet og fantast med sin tidlige (så tidligt som 2003) problematisering af udviklingen i boligpriserne, gælden og prisudviklingen generelt.

Jakob Brøchner Madsens akademiske tilgang til at analysere forholdene er væsentligt anderledes end hovedparten af de folk, der citeres her på Finanskrisen.excathedra.dk angående Finanskrisen. Han har bygget sine analyser på indsamling af enorme datamængder, og i forhold til de »østrigske« økonomer, der refereres til her på sitet, kan Brøchner Madsens metode betegner som »anvendt statistik«. Hans udtalelser har således været kendetegnet ved meget, meget konkrete forudsigelser, som for det meste ikke har vist sig at holde stik i forhold til, hvor konkrete de har været med hensyn til tidspunkt og prisfald i procent o.s.v.

Overordnet står imidlertid tilbage, at hans problematisering af kreditudvidelsen og gælden har været fuldstændig berettiget, og at hans forudsigelser i en bredere forstand har været rigtige.

Fra de næsten legendariske citater på internettet fra Jakob Brøchner Madsen, skal her gengives disse 3:

12/3 2003 stod at læse i avisen under overskriften Økonomisk depression:

Selv om aktierne styrtdykkede i værdi, holdt samfundsøkonomien sig flydende. De fleste økonomer troede, at det nok skulle gå. Men de glemte historien, mente Jakob Brøchner Madsen:

»Det undrer mig, at alle tager det så fattet. Jeg tror, det er mangel på historisk indblik. Jeg har set på aktiekurser over de sidste 150 år, i alle lande i verden. Vi har aldrig set et fald på 50 procent, som ikke har haft store økonomiske effekter.

Historisk er det endt i depression. Så galt går det forhåbentlig ikke denne gang, men et så langvarigt fald i aktiekurserne, som vi har oplevet, vil få massive implikationer,« siger Jakob Brøchner Madsen.


16/11 2006 stod der i artiklen Afdragsfrihed øger risikoen på boligmarkedet i B.T. bl.a.:

Væksten i afdragsfrie lån øger risikoen på boligmarkedet markant, vurderer professor i økonomi. De første par år vil der ikke opstå problemer, men de vil komme.

Den hastige udbredelse af afdragsfrie lån er et problem, vurderer professor i økonomi Jakob Brøchner Madsen ved Københavns Universitet.

- Det er meget problematisk og giver en betydelig stigning i risikoen ved at sidde i egen bolig i dag i forhold til tidligere, siger Jakob Brøchner Madsen på baggrund af den seneste opgørelse fra Nationalbanken.


4/12 2008 stod der i artiklen Professor: Krisen er værre end Den Store Depression i Børsen bl.a.:

Selvom den nuværende globale og økonomiske krise anses for at være den værste i mange årtier, er det stadig de færreste, der mener, at situationen er lige så slem som krisen i 1930'erne.

Professor i økonomi Jakob Brøchner Madsen fra Monash University i Australien er uenig.

"Det, der skete under Den Store Depression, var helt anderledes end nu. Jeg synes, at det ser værre ud i dag. Den finansielle sektor er meget hårdere ramt denne gang."




Peter Shiff

Peter Schiff (f. 1963) er en amerikansk finansmand, forfatter og kommentator, der ud fra Den Østrigske Skoles penge- og konjunkturteorier på et meget tidligt tidspunkt advarede om konsekvenserne af den kreditudvidelse, det rigtig nok senere viste sig at føre til Finanskrisen.

Som også Jakob Brøchner Madsen har Peter Shiff kommet med nogle ret konkrete forudsigelser, der ikke alle har holdt stik i deres specifikke detaljer.

I øvrigt arbejdede Shiff for en anden kætter her på siden, Ron Paul, i dennes kampagne under primærvælgene for at blive det republikanske partis præsidentkandidat. I kampagnen var Ron Paul noget af en kultfigur i visse kredse, men havde aldrig mere end 3 % tilslutning, og afbrød kampagne. Selv har Peter Shiff stillet op som kandidat til at blive republikansk senator for staten Connecticut efter talrige opfordringer. Han fik dog kun 23 % tilslutning ved primærvalget, og i øvrigt gik senatspladsen til en kandidat fra det demokratiske parti.

Peter Shiff skrev i 2007 bogen Crash Proof: How to Profit From the Coming Economic Collapse og i 2009 bogen Crash Proof 2.0: How to Profit From the Economic Collapse, der blev en bestseller.

Han er kommentator på TV, på stationerne CNBC, Fox News og Bloomberg Television, og er ofte citeret i forhold til finansstof. En video på Youtube, Peter Schiff Was Right, med sammenklip af han korrekte forudsigelser på TV ofte fremført under enorm latterliggørelse har opnået en slags kultstatus på internettet.

Peter Schiff was right

Her kan man se den halv-berømte sammenklipning af Peter Shiffs optrædender i TV i årene 2005-2007, lagt ud på Youtube.






Christian Kjær

Den danske advokat of erhvervsmand Christian Kjær (f. 1943) og siden 1990 formand for bestyrelsen i NKT er med her på grund af udtalelser i forhold til virksomheders optagelse af lån til opkøb i det første årti efter årtusindskiftet.

Således i Børsen 15. oktober 2008 under overskriften »Christian Kjær advarede mod gæld«, altså mod virksomheders lånoptagning med hen blik på opkøb, en tendens der var startet af kapitalfonde, der gearede forgældningen til opkøb hårdt. I artiklen lød det bl.a. om andre virksomheder:

»Vi har haft nogle megtet fine opkøbsmuligheder, som vi gerne ville have taget. men jeg sagde nej og sagde, vi måtte passe på, det ikke gik galt. Det er vi glade for i dag,« siger Christian Kjær, der også har titel af hofjægermester.
[...]
»Jeg har altid været meget imod, at man tog de kæmpe gældsposter. Jeg er blevet skældt ud af kapitalfonde, ATP, LD og andre, fordi de sagde, man skulle geare mere, og at der skulle betales store udbytter,« siger Christian Kjær.
[...]
»Jeg er en gammel rotte og har set, hvordan bankerne reagerer i de her sitautioner. Når først de rigtigt bliver pressede, tænker de på sig selv, og det bebrejder jeg dem ikke,« siger Kjær.

[...]
»Der burde være et kursus, hvor man fortæller yngre ledere om, hvad der er sket tidligere. Jeg ved godt, de kan meget mere, de er dygtige, og det har jeg stor respekt for. Men de mangler den fornemmelse for, hvor stor rikoen er,« mener Christian Kjær.

21. januar 2009 var der en artikel i Børsen, »Bankerne bremser NKT's opkøb«. Har var historien, at NKT ikke kunne foretage de opkøb, man gerne ville, da bankerne ikke ville give kreditten. Her blev der refereret til Christian Kjærs udtalelser i artiklen fra oktober 2008.



Klaus Riskær Pedersen

Den danske finansmand, iværksætter og politiker, bedrageridømte Klaus Riskær Pedersen, kommer med på listen over kættere på baggrund af sin modstand i 2000 mod at Danmark skulle tilslutte sig EURO'en, et valutasamarbejde og en valutakrise, der i nogen grad hører ind under emner på Finanskrisen.dk.

14. september 2000 kunne således dagbladet Aktuelt i artiklen »Modstand: Euroen kan vente« rapportere fra en høring, Aktuelt havde arrangeret. Klaus Riskær, der dengang var direktør i internetfirmaet Cybercity, blev citeret for følgende fra høringen:

»Jeg foreslår, at vi siger: Vi er helhjertet bag EU og euroen, men vi venter nogle år med at slutte os til. Ingen har nogen som helst glæde af, at Danmark kommer med nu.«

[...]

»Jeg sad selv i Europa-Parlamentet i begyndelsen af 1990'erne, da euroen blev skabt. Dengang var der ingen, som regnede med, at så mange lande skulle med i ØMU'en. Derfor blev betingelserne for komme med lavet så skrappe, men siden er reglerne blevet bøjet. Der var ingen, som regnede med, at Portugal, Grækenland og slet ikke Italien skulle med i euroen.«

Den sidste del af artiklen lød:


»Klaus Riskær angriber også ØMU'en for at være udemokratisk. Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen får sæde i den Europæiske Centralbanks styrelsesråd, hvis danskerne stemmer ja. Men hun må ikke få instrukser fra den danske regering om, hvad hun skal sige og gøre i rådet. Nyboe Andersen må heller ikke referere fra møderne. 'Vi er tilbage til tiden med konseilspræsident Estrup i 1800-tallet, hvor der blev regeret med dekreter. Der mangler demokratisk kontrol med beslutningerne om den økonomiske politik,' siger Klaus Riskær. Regeringen har taget en gevaldig chance med at sende euroen til folkeafstemning, vurderer Klaus Riskær. Et dansk nej kan yderligere destabilisere euroen, ræsonnerer han. 'Men det er selvskabte plager,' slår Riskær fast.«

Som et kuriosum gengives nednefor en række læserindlæg i Ekstrabladet 24. september 2000, der alle handlede om den forestående EURO-afstemning, som altså endte med et nej fra dansk side.

I øvrigt mener jeg ...

... at når en græsk EU-embedsmand føler sig berettiget til at blande sig i den danske folkeafstemning, er det bare en forsmag på, hvad vi har i vente, hvis vi ikke stemmer nej til total indlemmelse af Danmark i det Europæiske Imperium.

Vera I. Sørensen, Tjørnevej 10, Herning


... at det er godt, vi heldigvis snart slipper for al den euro-debat. Lyt til Klaus Riskær P., der siger ja til EU, men vil vente med at sige ja til euroen.

Poul Yndigegn, L.A. Ringsvej 29, Odense M


... at Mimi Jakobsen fortjener tak, idet hun med sine udgydelser i tv ganske givet har skaffet nej-siden 20.000 ekstra nej-stemmer.

Tony Breving, Valby Langgade 152, Valby


... at vi skal stemme nej til Nyrup og co. Først kom han med den med efterlønnen, så Østrig-sagen og så endnu en garanti for folkepensionen. Giv Nyrup en lærestreg og stem nej.

Jens Chr. Andersen, Skovhuset, Maribo


... at det nærmer sig landsforræderi, når Nyrup prøver at starte en valutakrise med sine udokumenterede udtalelser om Nationalbankens støtteopkøb. Derfor: Er du i tvivl d. 28. - så stem NEJ.

Nils Larsen Byporten 87 Hørsholm



Claes Kastholm Hansen

Claes Kastholm Hansen optræder her på Finanskrisen.excathedra.dk både som apologet og kætter. I årevis hudflettede han økonomiprofessor Jacob Brøchner Madsen som dommedagsprofet, hvilket er gengivet på siden Apologeter. I sidste ende viste Kastholm Hansen dog de kvaliteter, der gør, at han må regnes som een af de ypperste debattører i Danmark, da han i juni 2008 strakte våben og erkendte, at Brøchner Madsen havde haft fat i noget med sine pointer gennem årene.



Asbjørn B. Christensen

29. maj 2012 havde Asbjørn B. Christensen nedenstående kronik i Kristeligt Dagblad:

Hvad har vi lært af finanskrisen?

Finanskrisen overraskede tilsyneladende alle verdens økonomer, politikere, finans- og nationalbankfolk, som glimrede ved ikke at se den komme overhovedet. Det er både trist og tankevækkende, eftersom de mekanismer, der har ført til krisen, har været bekendte og velbeskrevne i mindst 100 år både i Danmark og i den øvrige verden, skriver dagens kronikør


Skønt finanskrisen ikke er overstået, har den nu varet længe nok til, at der har dannet sig en nogenlunde udbredt enighed om, hvordan den skal forklares og defineres, og man kan stille spørgsmålet, hvad vi har lært af oplevelsen.

Meget markant synes det for mig at være, at udlægningen af finanskrisen er foregået meget uakademisk, på græsrodsniveau. Det er vel også den logiske konsekvens af, at alle verdens økonomer, politikere, finans- og nationalbankfolk glimrede ved ikke at se krisen komme.

Tilbage står groft sagt som etableret forklaring, at det amerikanske boligmarked i et miljø skabt af en grådig, ureguleret finanssektor brød sammen på grund af sine højt gearede udlån, derivater og andre finansielle fiksfakserier, hvilket rev den finansielle sektor i hele den vestlige verden og blandt andet en masse private boligejere med sig ned.

Blandt de helt store skurke i USA er de to finansielle institutioner med de sjove navne »Fannie Mae« og »Freddie Mac«, der i 2008 måtte overtages fuldstændigt af staten. De to institutioner havde været absolut toneangivende i den pågående politik på det, man kalder »markedet for eksisterende værdipapirer«, hvilket kort fortalt gav yderligere næring til den forkætrede subprime-långivning.

Det var i øvrigt også meningen. Der er helt tale om de senere så kontroversielle boliglån til låntagere, der ikke på normale vilkår ville blive betragtet som kreditværdige, et marked, hvor udtrykket »predatory lending« eller på dansk »rov-udlån« ligefrem kom på banen.

Hele scenariet er nærmest blevet gengivet som en fortælling om en kamp mellem godt og ondt, hvor »de onde« – en grådig finanssektor – satte dagsordenen og førte samfundet mod destruktion, og hvor »de gode«, de ansvarlige, de forudseende – stat, politikere og centralbanker – er blevet set som redningen og et bolværk mod, at noget sådant skulle kunne ske igen.

»Wall Street got drunk«(Wall Street blev fuld), sagde daværende præsident George W. Bush som kommentar til de tidlige stadier af finanskrisen tilbage i 2008, og han placerede dermed også skylden i finanssektoren.

Om statens rolle på finansmarkedet i USA kan nedenstående berettes til anskueliggørelse af problemstillingen.

Under præsident Franklin D. Roosevelt (1933-1945) med hans »New Deal« under Depressionen oprettedes i 1938 en finansiel institution, The Federal National Mortgage Association (FNMA), til at yde långivning for at udvide markedet for eksisterende værdipapirer. Der blev åbnet for privat ejerskab i 1968, men institutionen var altid offentligt understøttet.

Også under præsident Richard Nixon (1969-1974) blev en lignende institution oprettet i 1970 af fuldstændig samme bevæggrunde, The Federal Home Loan Mortgage Corporation (FHLMC), og under tilsvarende betingelser.

Nu er FNMA og FHLMC ikke særlig mundrette forkortelser, så med amerikanernes flair for at danne korte, iørefaldende navne blev FNMA hurtigt, og siden ligefrem officielt, benævnt som Fannie Mae, og FHLMC benævnt som Freddie Mac.

Disse to organisationer er lige blevet omtalt ovenfor fra en anden, mere velkendt vinkel, og for at føje spot til skade kan det blot tilføjes og understreges, at de opererede med statsligt sikkerhedsnet under sig og netop som sådan kunne være absolut førende og bærende i at skabe kreditboblen i USA frem mod 2008, på aktiemarkedet, i hele økonomien og i resten af verden.

Dette skete i et harmonisk samspil mellem kommercielle bankers udlånspolitik, nationalbankers lempelige monetære politik og regeringers indførelse af for eksempel afdragsfrie lån.

Men hvorfor blev Wall Street fuld? Sådan spurgte analytikeren Peter Shiff efter Bushs kommentar. Hvem gav dem sprutten? Det gjorde nationalbanken, svarede Shiff, i øvrigt én af de få, der forudså krisen mange år i forvejen.

I tidligere tider talte man klogt om, at »sparsommelighed er en dyd«. Hvis man undersøger den strukturelle baggrund for denne sjælelige tilstand, denne sparsommelighed, vil man se, at incitamentet til opsparing da også var til stede dengang via de givne omstændigheder.

Den toneangivende diskonto fra Danmarks Nationalbank var for eksempel på et tidspunkt i min barndom på 13 procent – siger og skriver »tretten procent« – mens mange læsere aldrig har levet med en diskonto over fem procent og givetvis ikke har nogen erindring om andet end, at den altid har ligget under to procent. Den er aktuelt på trekvart procent. Så historisk lave renter er slet og ret et andet udtryk for kreditudvidelse eller pengeskabelse. Det dikterer fuldstændig logisk spekulation og bobleøkonomi, som høj rente for sin del dikterer opsparing.

Grådighed er lige så lidt en gyldig forklaring på finanskrisen, som det skulle kunne være en gyldig forklaring på tidligere tiders sparsommelighed, at folk i deres inderste kerne dengang skulle have været mere rene eller dydige, end vi er nu.

Det er lige så naivt som et barns opfattelse af Anden Verdenskrig som Winston Churchills personlige sejr over Adolf Hitler i en krig om jødeudryddelse.

Hvad vi har gennemlevet i de seneste tre eller fire år, kan ikke forklares med slette karakteregenskaber eller som en mytologisk kamp mellem godt og ondt. Det er noget så mekanisk som depressionsfasen i en konjunkturcyklus, der er den helt naturlige konsekvens af den enorme kreditekspansion, politikere, finans- og bankfolk, nationalbankchefer og økonomer har iscenesat i fuld samdrægtighed siden tidligt i 1990’erne.

Alle involverede parter, de ovennævnte samt for eksempel aktie- og boligejerne, havde kortsigtede interesser i en fortsat kreditudvidelse og den momentane velstandsstigning, det medførte – nogle for at blive rige, andre for at blive genvalgt. Og nutidens økonomiske teorier har indlysende været et begrebsapparat, der er fuldstændig ude af stand til at analysere endsige forudsige disse fænomener.

Men der er ingen undskyldning for ikke at have kendt konsekvenserne. At pengeskabelse fremkalder konjunkturcyklussen, har været velbeskrevet i mindst 100 år. Således står der i Salmonsens Konversationsleksikon fra 1922 om inflation, der dengang blev forstået som pengeskabelse, blandt andet: »Saa længe denne Bevægelse foregaar, føler Samfundet ofte et Velvære derved, idet der skabes en kunstig Aktivitet og i store Befolkningslag en Følelse af Rigdom. I det lange Løb hævner dog Inflationen sig og medfører en Reaktion, naar den abnorme Tilstand ophører.« Denne 90 år gamle leksikonartikel er en præcis beskrivelse af de glade dage op til 2008 og tiden herefter, finanskrisen.

I 1931 forelå blandt andre den østrigsk-britiske økonom, nobelpristager og politisk filosof F.A. Hayeks bog »Preise Und Produktion« (Priser og produktion), der i en fuldt udbygget konjunkturcyklusteori udførligt beskrev mekanismen i en kreditinduceret boom-bust-cyklus, hvilket kontroversielt var med til at indbringe ham Nobelprisen i 1974.

Det er imidlertid nu at betragte som tabt viden. Det hele er i stedet blevet sat ind i denne mytologiske, urgamle, følelsesbaserede forståelsesramme, kampen mellem godt og ondt, og på niveau med vore stenalderforfædres forklaring på torden som gudernes vrede.

I samme stil kom for et par år siden fra samme skuffe en forkølet forklaring på, hvorfor krisen nu fortsatte, nemlig med en ny følelse – »lav forbrugertillid«.

Svaret på det indledende spørgsmål, hvad vi har lært af finanskrisen, er klokkeklart: Intet som helst. Jeg ser ikke nogen erkendelse, nogen operationel økonomisk teori i bredere kredse eller blandt de afgørende aktører, der antyder, at vi ikke engang ad åre igen vil skulle spille de samme roller i det forløb, som en kreditboble og en efterfølgende finanskrise er.



Asbjørn B. Christensen

15. oktober 2009 skrev Asbjørn B. Christensen nedenstående indlæg i Jyllandsposten:

Det fine selskab er flosset

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og forhenværende EU-kommissær Henning Christophersen er nu uenige om, hvorvidt Danmark skal stemme om euroen – underforstået: stemme ja til – på nuværende tidspunkt, hvor vi ikke opfylder alle konvergenskravene for at være med i denne valuta.


Man glemmer at fortælle, at størsteparten af landene i Euro-zonen ikke overholder et eller flere af de fem konvergenskrav. Alene kravet om ikke at have underskud på de offentlige finanser større end 3 pct. af BNP, bliver i år overskredet af over halvdelen af landene.

Dertil kommer, at blandt de lande, der har offentlig gæld, der er langt større end konvergenskravenes maksimalt 60 pct. af BNP, er de to største økonomier i samarbejdet, Tyskland og Frankrig.

Italien har en voldsom gæld
Desuden er der Italien med verdens femtehøjeste offentlige gæld i forhold til BNP, nemlig på 115 pct. – og som ventes at stige i de kommende år.

I øvrigt udmærker centralbanken i Euro-samarbejdet sig ved ikke at have forudset, at finansboblen ville føre til en finanskrise, men at have dikteret endnu et konvergenskriterium – nemlig påbuddet om lav rente – hvilket er hovedårsagen til den krise, vi står i nu.

Det er altså dette fine selskab, man vil have os til at stemme os ind i.



Asbjørn B. Christensen

16. oktober 2008 skrev Asbjørn B. Christensen i Berlingske Tidende nedenstående indlæg:
Konjunkturcyklus for begyndere


Med en kreditudvidelse kommer der ændringer i priserne, der ikke baserer sig på de almindelige markedsmekanismer. Derfor oplever man det fænomen, at stort set alle de ellers dygtige og erfarne erhvervs- og finansfolk laver forkerte vurderinger og prognoser for markedet.

I disse dage tænker jeg med en stribe meget sammensatte følelser tilbage på mit historiespeciale fra 2003 ved Aalborg Universitet.

Jeg havde sat mig for en revisionistisk behandling af finanssammenbruddet på Wall Street og i verden i 1929. Det skete under den prætentiøse titel »En undersøgelse af ’Det Store Krak’, dets natur og årsager« – en titel, der mimede Adam Smiths’s fra hans klassiker fra 1776 om nationernes velstand.

Under anvendelse af den bedste – for ikke at sige den eneste – konjunktur­cyklusteori, nemlig den fra den »østrigske skole i økonomi«, gennemgik jeg, hvordan de såkaldte »brølende tyvere« i USA var foregået under og betinget af en voldsom kreditudvidelse i dette årti, styret af den nystartede centralbank, Federal Reserve. Jeg fremlagde den østrigske teori, og hvordan en sådan kreditudvidelse er selve årsagen til konjunkturcyklussen og f.eks. krakket i 1929.

I et efterskrift satte jeg som et kuriosum de per 2003 aktuelle monetære bevægelser og økonomifagets behandling af dem i perspektiv. Det største pengemængdemål, M3, var fordoblet i USA på de ti år fra 1993. Jeg skrev, at en aktie- og boligboble, og ad åre et nyt krak, derfor var sandsynlige, og problematiserede dette politisk og i forhold til økonomifagets videnskabelighed og samfundsmæssige rolle.

Under den mundtlige evalueringsseance hos historieprofessoren var der en stemning, som jeg uden at overdrive den mindste smule kan beskrive som den, der ville have været, hvis jeg fuldstændig havde benægtet Holocaust, og råbt Heil Hitler! for at pointere synspunktet. At fravige de gængse argumenter, at det, der var sket i 1929, skyldtes eufori og grådighed, som i fremtiden skulle tøjles mere effektivt af statsmagten, at »kapitalismen skulle reddes fra sig selv«, var et utilgiveligt kætteri, og man antydede ligefrem – for at sætte en tyk streg under den akademiske dummebøde, jeg fik tildelt – at man kun lod mig bestå (med den absolutte minimumskarakter), for dog at få mig igennem systemet, så instituttet kunne få sine penge for en færdig kandidat.

Imidlertid står vi nu med det danske aktieindeks, som er faldet over 40 procent på et år. Ejerboliger er længe faldet betydeligt i pris. Det samlede islandske samfund står med muligheden for en total bankerot. I lande som USA og Storbritannien ser man sig nødsaget til at iværksætte hjælpepakker til firecifrede milliardbeløb, og private banker opkøbes helt ekstraordinært af stater rundt omkring.

Af årsager til denne tilstand hører vi stort set intet fra et skammelig anonymt økonomifag, og derfor ikke meget andet end fra journalistisk side påstanden om enkeltstående, navngivne bankdirektørers angivelige slette moral og en angivelig betændt finanssektors praksis med afdragsfrie lån samt andet markedsøkonomisk djævelskab. En så ringe form for behandling at et så betydeligt samfundsforhold, som vi ser, er ganske enkelt uden sidestykke.

Den mest fremtrædende økonom i den østrigske skole, Ludwig von Mises (1881-1973), var, da han i 1912 skrev sin »Theorie des Geldes und der Umlaufsmittel« (Teori om penge og kredit), egentlig ikke ude på at udvikle en teori for konjunkturcyklussen, denne historisk tilbagevendende vekslen mellem økonomiske op- og nedgangstider, med sine ret forudsigelige kendetegn. Disse kendetegn er bl.a., at varige forbrugsgoder – såsom fladskærme – samt produktionsmidler omsættes særlig godt under opgangstider og særlig dårligt under nedgangstider.

Den østrigske konjunkturcyklus­teori udsprang af Mises’ overvejelser om fænomenet rente. Et fænomen, som i dagens økonomifag stort set blot er en matematisk koefficient i et fag, der overvejende har karakter af anvendt statistik.

Hos Mises er renten anderledes grundlæggende forstået som en rabat på fremtidige varer i forhold til nutidige varer; en tidspræference. Med kreditudvidelsen kommer ændringer i renten (den bliver lavere) og priser, som er af en helt anden karakter end den usikkerhed om ændringer i produktivitet, politiske omstændigheder o.s.v., der er en del af de vilkår, erhvervsfolk har som betingelse for deres virke. Der opstår en forvrængning at det sprog, pengepriser er, og et misforhold mellem ressourcer på eet tidspunkt, og produkter på et senere. Når f.eks. råolie stiger i pris, er det et udtryk for, at efterspørgslen er steget og/eller at udbuddet er svindende.

Det kan man tage som et tegn på f.eks. at skulle interessere sig for vindmøller og biobrændsel i stedet. Det er derfor, markedsøkonomi virker. Men med en kreditudvidelse kommer der ændringer i priserne, der ikke baserer sig på den slags markedsmekanismer.

Dette er grunden til, at man pludselig oplever det fænomen, at stort set alle de ellers dygtige og erfarne erhvervs- og finansfolk samtidigt laver forkerte vurderinger og prognoser for markedet, for boligejeres betalingsevne, for sundheden i bankers udlån m.m.

For mig personligt rammer finanskrisen således dobbelt. Dels minder den mig om dengang, jeg akademisk set gik planken ud med mine ildesete overbevisninger om økonomisk teori. Dels står det mig klart, at jeg som alle andre nu kommer til at gennemleve nogle økonomisk magre år, fordi det simpelthen ikke var mig, der tog fejl angående økonomisk teori.



Asbjørn B. Christensen

4. oktober 2004 skrev Asbjørn B. Christensen nedenstående indlæg i dagbladet Information:
Ulighed stiger med boligpriserne

To samfundsforhold af økonomisk karakter har været omtalt i medierne i senere tid, nemlig den tiltagende økonomiske ulighed i det danske samfund og de stigende ejerboligpriser. Imidlertid savnes fremlæggelse af en solid årsagsforklaring på fænomenerne, der i øvrigt hænger sammen.

Ved årsskiftet var det bl.a. fremme, at een af de bedste investeringer, man kunne have gjort, var at købe en ejerlejlighed i f.eks. 1992, da de i gennemsnit er steget i værdi med 121%. Aktierne var i 2003 ligeledes steget gevaldigt, KFX-indekset med 22%. Indtil videre i år er aktierne steget noget mindre end sidste år, KFX med ca. 8%, mens priserne på ejerboligerne, især i København og Aarhus, er fortsat i vejret.

Hver gang sådan en ejerbolig handles, lånes der penge. Dette er i dagens Danmark ensbetydende med, at der sker en kreditudvidelse, en forøgelse af pengemængdemålet M3, som f.eks. fra udgangen af 1999 frem til denne sommer vokset fra 523 til 806 mia. kroner. Det er en forøgelse på 54%. Prisstigningerne på boligmarkedet hidrører i alt væsentligt fra denne udvidelse af pengemængden, og når nogle henviser til, at udviklingen på boligmarkedet sker på grund af »markedskræfterne«, er det en sandhed med modifikationer, for den sker i større grad på grund at den politiske styring af vort pengevæsen, hvorunder man sigter mod begrænsede lønstigninger samt stigninger i forbrugerprisindekset, en kurv af forbrugervarer, konkret bl.a. ravioli, finskåren tobak, akrylmaling og berbertæpper, mens boligpriserne får lov til at stige uhæmmet.

Det springende punkt er, at en sådan udvidelse at pengemængden altid har social slagside. Debitorerne vinder ved det, idet de er de første, der står med pengene i hånden.

Se også aktiemarkedet, som for en stor del handles med lavtforrentede lån: En typisk KFX-aktie har i dag et kurs/indtjenings-forhold på mellem 15 og 25, hvilket vil sige, det vil tage en 15-25 år før investeringen i aktien har tjent sig ind ved aktionærudbytte, og det er der vist ikke nogen af os andre, der tror på, er meningen. Nej, meningen med det hele er ren hausse-spekulation, spekulationen i evigt stigende aktiekurser.

Kreditorerne er tabere i dette spil. De penge, der blev lånt ud, havde mere købekraft, end de penge, der mange år senere betales tilbage, som den østrigske økonom Ludwig von Mises (1881-1973) bl.a. skrev i en artikel i 1942, »Inflation and You«. Men hvem er kreditorerne? »Kreditoren er Dem, kære læser«, skrev von Mises, hvis De har nogen form for krav på betaling ude i fremtiden, for Deres løn, pension, opsparing m.v. udhules med årene af denne proces. Nyskabte penge udbreder sig nemlig altid i økonomien et sted fra, og medfører en transmission af rigdom på vejen, hvilket herfra skal angives som et totalt overset socialt og demokratisk problem.



Asbjørn B. Christensen

19. juli 2004 skrev Asbjørn B. Christensen følgende indlæg i dagbladet Børsen:
Ejendomsmarkedet - en form for pyramidespil

Når der i Børsens leder d. 9. juli opfordredes til, at den finansielle branche selv skal overveje lødigheden af låneformerne i boliglån, vakte det mig minder om USA i 1928. Dengang var man i Federal Reserve efterhånden godt klar over, at den villige og billige kreditgivning blev brugt til haussespekulation på Wall Street samt ejendomsspekulation, og man indførte derfor doktrinen om »moral suasion«. Den stærke mand i Federal Reserve-banken i New York, Benjamin Strong, afviste dog at efterleve denne doktrin om »appelleren til samvittigheden«, og fremhævede, at problemet var kvantitativt, ikke kvalitativt, idet det ikke er muligt at øremærke penge og sætte tætte skodder op, der bestemmer pengenes videre færd. 1. juni 1929 droppede Federal Reserve da også helt denne doktrin, og begivenhederne fra oktober 1929 og tolv år frem, Depressionen, er verdenshistorie.

Systemet og tænkningen
På samme måde mener jeg ikke den finansielle sektor som sådan kan gøres hovedansvarlig for de voldsomme stigninger på ejendomsmarkedet lige nu. Den grundlæggende årsag til den latent farlige situation er i højere grad vort monetære system samt vor monetære tænkning i dag, som den udbredes allerede i økonomibøger for gymnasium og HF m.v. og hele vejen op. Igen og igen refererer man til, og kroer sig af, den lave prisinflation på forbrugervarer, beregnet ud fra priserne på en kurv af varer, konkret bl.a. klar tape, plæneklippere, regnfrakker, dåseøl og cigarer. Burde disse varer i øvrigt ikke alle falde i pris i takt med den øgede produktivitet m.m. i en markedsøkonomi? På grund af denne ensidige fokusering på forbrugerprisstigninger står man bl.a. uden begreb om konsekvenserne af, at pengemængden M3 i Danmark på de fire år fra udgangen af 1999 til 2003 steg med 32%, og at disse små 200 milliarder nytilkomne kroner så at sige er startet et sted – at visse varer er steget i pris før end andre, bl.a. aktier og ejendomme, og at ikke alle, men derimod visse, personer har stået med de penge i hånden først – i den henseende er konsekvenserne af en så voldsom stigning i pengemængden ikke forskellig fra simpel falskmøntneri. Den øgede forskel på rig og fattig i Danmark i senere år, der var fremme i nyhederne for nogle måneder siden, finder for en stor del sin forklaring her. Dette er et demokratisk problem såvel som et problem for markedet som sådan.

Det danske aktiemarked synes ikke overvurderet lige nu, som det måske var for 3-4 år siden. På ejendomsmarkedet sker derimod en voldsom udvikling, der med en vis ret kan formodes at være en avanceret form for pyramidespil, afhængig af udviklingen m.h.t. rente o.a. de kommende år. Jeg mener ikke, den finansielle sektor kan gøres hovedansvarlig for udviklingen nu, som det heller ikke var tilfældet med USA i 1929. De bagvedliggende årsager til begge skal findes i den politiske styring af vort pengevæsen, og samfundsøkonomerne har ingen undskyldning for ikke at have forudset den nuværende situation eller aktieboblen for få år siden.



Asbjørn B. Christensen

Eferskrift til historiespeciale ved Aalborg Universitet, oktober 2003, med titlen EN UNDERSØGELSE AF 'DET STORE KRAK', DETS NATUR OG ÅRSAGER.

Ved den mundtlige fremlæggelse af dette kandidatspeicale tirsdag den 28. oktober 2003 fik den studerende hvad må betegnes som 'en alvorlig anmærkning' af den professor, der var specialevejleder, for at tage udgangspunkt i teorier, der betonede den monetære politiks rolle i at skabe bagrunden for 1929-krakket og blev tildelt et 6-tal – med det daværende karaktersystem minimumskarakteren for at bestå.

Et kig ud i fremtiden?

Som et kuriosum kunne man give sig af med at komme med en udsigt for fremtidens historieskrivning om nære begivenheder. Hvordan vil historieskrivningen vurdere den økonomiske højkonjunktur i 1990’erne, »the dot.com bubble«, og IT-aktiernes kursfald fra foråret 2000 af med følgende lavere beskæftigelse m.m.? Netop i dagene, som dette skrives, er tallene ude for de 50 rigeste mennesker i Danmark.[228] For overhovedet at kvalificere sig til listen skal der 500 milloner kroner til, mod 900 millioner i 2002 – et fald på 400 millioner, svarende til 44%. Formuerne samlet på listen er faldet med 24% siden højdepunktet i år 2000 pga. lavkonjunkturen siden 2000.

Mens det skal siges, at Danmark naturligvis ikke kan føre sin egen monetære politik isoleret, men må følge især dollaren, vil man sandsynligt skrive i historiebøgerne, at man i Danmark i statsminister Poul Nyrup Rasmussens (f. 1943) regeringstid fra 1993 til 2001 førte en meget stram pengepolitik med lav prisinflation under økonomiminister Marianne Jelved (f. 1943). Set fra et østrigsk synspunkt skete imidlertid det, at det store pengebegreb, M3, steg fra 429,4 milliarder kroner til 578,1 milliarder kroner – hele 25,7% i løbet af Nyrup-regeringens tid, otte år. Endnu større kreditudvidelse gør sig gældende for USA: I samme periode var forøgelsen af M3 her på hele 85%! Præsident Bill Clinton (f. 1946) og Federal Reserve-formand Alan Greenspan har her stået i spidsen for en monetær udvikling, der med østrigske øjne er absolut skæbnesvanger. Der er dog ingen tegn på tilløb til, at denne recession på nogen måde i videre kredse vil blive associeret med kreditudvidelsen i de foregående år. Alt tyder på, at 90’ernes pengepolitik fortsætter fremover, og at det vil blive betegnet som en sikring af »bæredygtig udvikling«. Skulle en ny aktieboble briste er det sandsynligt, at det vil blive tilskrevet grådige spekulanter og eufori, som det har været tilfældet med 20’ernes og 90’ernes kursfester. Alt tyder også på, at de nye spændende økonomier, først og fremmest Kina, men også Indien, vil føre lignende monetære politikker.



Asbjørn B. Christensen

11. juli 2003 skrev Asbjørn B. Christensen nedenstående indlæg i Information:
Ikke alle nedture skader


Atter er renten blevet sænket i USA for at få mere kredit ledt ud i samfundet og »stimulere økonomien«, atter vil det virke mod hensigten, og atter oplever vi vore akademikere uden begreb om, hvorfor denne politik, som også føres i Europa, er fatal.

Rentepolitikken føres ud fra devisen, at des flere penge, der er til rådighed, des flere penge kan der investeres, og des flere penge kan der forbruges med. Det lyder unægtelig også meget besnærende og umiddelbart logisk. Men det er vranglære, og ødelægger fuldstændig den økonomiske beregning.

For med denne tankegang ignoreres »det økonomiske problem«, som er spørgsmålet om, hvordan man bedst muligt udnytter denne verdens knappe ressourcer. Dette gøres populært sagt kun, hvis mængden af penge er begrænset, så det så at sige afspejler knapheden på ressourcer.

Reagan kunne
Yngre læsere vil evt. ikke kunne huske USA's præsident fra 1981-89, Ronald Reagan. Dengang havde man vittigheder som denne: »En talsmand for Det Hvide Hus oplyser, at der i nat opstod en brand i Det Hvide Hus i præsidentens bibliotek. Begge bøger blev reddet.«

Jo, Reagan havde om muligt ry for at være endnu dummere end Bush har i dag. Han oplevede også en økonomisk krise i starten af sin første præsidentperiode. Men Reagan havde på trods af vittighederne om ham sans for »det økonomiske problem«, og han havde en plan. Han ville stoppe den udvidelse af pengemængden, der dengang førte til voldsom prisinflation, uanset at han vidste, det ville medføre en voldsom, dog kort, recession. For han vidste, at det er den eneste måde at bringe økonomien tilbage i orden på efter en længere tid med inflation. Recessionen kom med høj arbejdsløshed o.s.v., men varede vitterlig kun et års tid. Opturen kom belejligt lige før næste præsidentvalg, som Reagan vandt.

Desværre tør ingen i dag føre an og give os en lille, rask recession.

Vil ikke lykkes
Man skal i øvrigt bare kigge sig lidt omkring for at se andre samfundsproblemer søgt løst med teorier, der bygger på tankegangen om ubegrænsede ressourcer: For ikke så mange år siden kunne man således f.eks. opleve bl.a. de daværende regeringspartier stædigt hævde, at flygtninge- og indvandringsspørgsmålet overhovedet ikke var et spørgsmål om antal.

Det mente dog et flertal af de danske vælgere ved valget i 2001 som bekendt, at det blandt andet var. Et andet eksempel er den massive modstand mod en Bjørn Lomborg og hans påstand om, at hele miljøspørgsmålet sandelig også er et spørgsmål om at sætte pris på og prioritere de begrænsede ressourcer til rådighed for denne indsats på bedst mulige måde.

På grund af den udbredte tankegang om ubegrænsede ressourcer står »det økonomiske problem« med ringe muligheder for at blive løst bedre, som det i Japan på 14. år står dårligt løst, fordi japanerne hele tiden har prøvet at »stimulere« økonomien med lav rente, nøjagtig som man i USA og Europa gør nu.

Det er ikke lykkedes og vil ikke lykkes. Vi står i dag på det sted i konjunkturcyklussen, hvor japanerne stod i 1993 ...



Asbjørn B. Christensen

I december 2002 skrev Asbjørn B. Christensen i det Konservative Folkepartis medlemsblad, Politisk Horisont, under overskriften EU-forbehold ... og meget at være forbeholden over for bl.a.:

Nu hører man, at senest også Frankrig har problemer med at overholde stabililtetskravene i Euro-land. Lad os i øvrigt se, hvordan Euro-land udvikler sig ... tanken om monetært samarbejde med lande som Italien og Spanien, som ikke kan tiltros f.eks. en bare nogenlunde effektiv skatteligning, er ikke SÅ tillokkende.



Asbjørn B. Christensen

2. december 2002 skrev Asbjørn B. Christensen i dagbladet Børsen under overskriften Hvem siger, rentevåbenet virker? bl.a.:

Lad det være sagt: At sætte renten så lavt, som den er nu, er et monetært indgreb meget lig - og kun marginalt mere sofistikeret end - det go'e gamle med at lade »seddelpressen køre«.
[...]
Alan Greenspan fra den amerikanske nationalbank og flere andre har i det forløbne ti-år antydet, at konjunkturcyklussen som sådan var en saga blot. Men det er den åbenlyst ikke. Forrige recession var i 1990-91, og nu er vi her igen. Og det er altså nu engang et livsvilkår. For at føje spot til skade påstår man imidlertid at kunne kurere økonomien i sin nuværende bølgedal med den samme monetære politik - nemlig en meget lav rente - der i øvrigt var medvirkende til at blæse IT-sæbeboblen op indtil april 2000!

Hvor er den økonom eller finansmand, der vil påtage sig samme rolle som drengen i »Kejserens nye klæder«, der råbte »Men han har jo ikke noget paa!«, og fortælle, at rentevåbenet er rettet mod os selv?



Asbjørn B. Christensen

12. november 2002 skrev Asbjørn B. Christensen (som en replik til et tidligere indlæg af sociolog Boris Kagarlitskij) i dagbladet Information under overskriften Markedet får lov til at bølge bl.a.:

Den 28. oktober bragtes en kommentar af sociolog Boris Kagarlitskij, »Når markedets magi klinger af«, med et frontalangreb på de finansielle markeder, hvor grådige spekulanter i 90'erne blæste en økonomisk sæbeboble op, som er blevet noget slatten de sidste par år, og som samme grådige elite ikke er i stand til at lappe sammen igen.
[...]
Men når der i artiklen efterlyses investeringer, vil jeg påpege, at investeringer deler sig i to kategorier: Dem, der kommer fra en af centralbanken styret, lempelig kreditgivning, og dem, der kommer fra opsparet kapital. Den førstnævnte øger kontinuerligt pengemængden, og afstedkommer (eller medvirker til), hvad kan kaldes et kunstigt boom næret af inflation. Det var det, der skete i 90'erne med den meget lave rente i USA og kaldes "efterspørgselsøkonomi". Den anden, som hyldes af såkaldte "udbudsøkonomer", sker, når renten finder sit naturlige leje i det fri marked, så der sker en opsparing pga. et mere attraktivt renteniveau, og det foreslås af bl.a. undertegnede som en mere stabil praksis.

Det, der sker lige nu, er netop, at renten i USA er meget, meget lav, og det hæmmer omrokeringer i den nuværende økonomiske bølgedal. Og det er altså ikke grådige kapitalist-parasitter, men derimod staten, der styrer denne rente.